International arbejdskraft er yt i de danske yderområder

Landet over kæmper ægtefæller til udenlandske medarbejdere i Danmark en hård kamp for at finde arbejde. Uden for Aarhus og København er det særligt svært.

Af Jakob Krarup Bjerregaard

Op mod 30 procent af ægtefællerne til udenlandske medarbejdere går arbejdsløse, fordi de ikke kan finde arbejde i Danmark. Særligt det såkaldte Udkantsdanmark er no go for ægtefællerne.

I Region Syddanmark er 36 procent af ægtefællerne uden arbejde, mens det er hele 40 procent i Region Nordjylland. Det viser tal fra The Expat Study, der er gennemført blandt 1.500 højtuddannede udenlandske medarbejdere i Danmark. Regionerne Sjælland, Hovedstaden og Midtjylland ligger under gennemsnittet.

“De virksomheder, der har mulighed for at ansætte ægtefæller til udenlandske medarbejdere, ligger primært omkring Hovedstadsområdet og Aarhus. I de resterende dele af landet er der ikke ret mange jobmuligheder. Miljøet er ikke lige så internationalt,” siger Sofie Ejdesgaard, international rekrutteringskonsulent i Workindenmark South. Workindenmark hører under Beskæftigelsesministeriet.

Plads til flere ægtefæller

Hvad angår beskæftigelse for ægtefæller, har København og Aarhus ganske enkelt mere at byde på.

København er en meget mere international by i og med, at det er en ambassadeby, der er flere internationale klubber og flere internationalt orientede virksomheder. Derfor er der plads til flere ægtefæller,” fortæller Bente Cordes, projektkoordinator for International Community og Spouse Community, der begge hører under Erhverv Aarhus.

Bente Cordes fortæller, at Aarhus kommer ind på andenpladsen, fordi der også her er flere internationale virksomheder. Det er for eksempel Vestas, Danisco og Arla. Alene Vestas Denmark har flere end 500 internationale medarbejdere.

Ifølge The Expat Study er der flere end 40.000 højtuddannede udenlandske medarbejdere i Danmark.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *